Tillykke – du skal til jobsamtale!
Jobbet er allerede dit – eller er det? Du har skrevet en kanon ansøgning og dine kvalifikationer passer perfekt til jobbet. Spørgsmålet er nu bare, ved arbejdsgiveren det? Har de overhovedet læst din ansøgning? Du ved, at du er den helt rette til jobbet, men lige nu er du langt fra at få det. Det er nemlig til jobsamtalen, du har mulighed for at bevise, hvad du kan.
"En af de fejl mange begår er, at de ikke forbereder sig, og så risikerer man altså at blive taget med bukserne nede til jobsamtalen. Det er så ærgerligt, at man sidder der med alle sine talenter - og så formår man ikke at få det formidlet," siger Suzann Rye, der er ejer af Superkandidaterne.dk. Ifølge hende kan det, at du forbereder dig rigtig godt på jobsamtalen være altafgørende ift., om du får jobbet eller ej.
Det her bliver du sikkert spurgt om til jobsamtalen
Nogle af spørgsmålene, du med fordel kan forberede dig på, er blandt andet:
- "Hvorfor vil du lige præcis gerne have et job her?"
- "Hvad er dine styrker og svagheder?"
- "Hvorfor mener du, at du er den rette til jobbet?"
- "Hvordan beskriver dine venner/tidligere kolleger dig?"
Når du har forberedt dig på alle de spørgsmål, som du med stor sandsynlighed vil blive stillet, så sæt dig godt ind i, hvad det er for en virksomhed eller organisation, du skal til samtale hos.
"Tjek virksomhedens hjemmeside ud: Hvem er de, hvilke værdier har de - og hvordan kan du matche det? Læg også mærke til, om der er en dresscode, så du kan følge den til jobsamtalen," siger Suzann Rye og understreger, at det ikke giver gode point, hvis man kommer i sit stiveste puds, og arbejdsgiveren møder op i mere afslappet tøj, fordi det er normen. Det vil gøre dig yderligere nervøs, hvis det er tilfældet, og understrege, at du ikke har forberedt dig godt nok på det punkt.
|